Category: Blogindlæg

Produktbilleder – sko, tøj og tekstiler

2014-10-09-Packshot-støvler0076-1

Produktbilleder af sko, tøj og tekstiler kan både være de typiske “webshop-billeder”, hvor produktet præsenteres i forskellige vinkler på en relativ neutral baggrund, og “magasin-billeder”, hvor produktet bæres af en model, enten på en neutral baggrund eller i omgivelser som passer til varen.

Den første type produktbilleder skal indeholde så mange detaljerede informationer om varen som muligt (f.eks. skal man kunne SE, hvordan materialerne, der er anvendt, føles ved berøring), mens den anden type har til opgave at få varen til at fremstå så attraktiv og lækker som mulig.

I alle tilfælde skal man tage forberedelserne seriøst og sørge for at produkterne fremstår så præsentabelt som overhovedet muligt. Tøj og tekstiler skal være rene og glatte (strøget eller dampet), sko og støvler skal være nypudsede, og mærker og prisskilte skal fjernes, hvis de ikke kan skjules relativt let under fotograferingen.

Jeg er med på at det nogen gange kan betyde at en vare skal sælges som en demovare, men hvis alternativet er, at jeg skal bruge en halv time per billede i Photoshop for at fjerne prisskiltet, vil det stadig være en bedre forretning i den sidste ende. Og ja, den forbrugte tid vil være at finde på din faktura. 🙂

Hvis der er tale om billeder af produkter som bæres af en model, er det vigtigt på forhånd at være opmærksom på eventuelle afvigelser i snit og størrelse som kan blive problematiske i forhold til den valgte model. Vi kan næsten altid afhjælpe mindre problemer med tøjklemmer og sikkerhedsnåle, men der er naturligvis grænser for, hvad der vil se pænt ud.

Nogen gange kan det være nødvendigt at supplere med ekstra tøj eller smykker for at få en så tiltalende præsentation af en vare som muligt, og her er det pinedød vigtigt at sørge for at de supplerende produkter har samme niveau som den primære vare, både designmæssigt, kvalitetsmæssigt og rent visuelt – der bør IKKE indgås noget kompromis her!

Se mere om priser og muligheder på siden om produktbilleder.

Firmaprofilering – planlægning og forberedelse

ACM6571

Som ved portrætfotos starter vi igen med noget som kan synes banalt, men ikke desto mindre en uhyre vigtig del af forberedelserne:

Sørg for at der pænt, rent og ryddeligt før billederne skal tages.

Et foto er nådesløst når det kommer til rod og uorden, for beskueren har alt for meget tid til at bemærke noget, man under et almindeligt besøg sikkert ville fuldstændigt overse. Det er derfor pinedød vigtigt, at der er tage et ekstra nap i de lokaler, produktionshaller eller lignende, hvor vi skal lave billederne. Planlægning og forberedelse foregår ikke kun via e-mail og telefon – nogen gange giver det beskidte bukser.

Hvis vi skal lave billeder af bygninger og omgivelser, er det vigtigt at vores planlægning af optagelserne tager højde for vejret, årstiden og eventuelle trafikmønstre, så vi ikke skal bruge uforholdsmæssig lang tid på at vente på at kunne tage et pænt billede med passende lys, eller uden alt for mange distraherende elementer i omgivelserne.

Hvis der er parkeringspladser, skal det planlægges om de skal være fyldt med medarbejdernes biler (og give et indtryk af en dynamisk, travl virksomhed), eller om der skal laves et mere stilrent billede udenfor almindelig arbejdstid.

Mange betonbygninger eller bygninger med store glasflader tager sig væsentligt bedre ud i morgen- eller aftenlys, og det er bestemt ikke ligegyldigt for vores planlægning om der står juni eller oktober i kalenderen i dette tilfælde –  i juni skal vi først fotografere kl. 21:30 mens vi i oktober skal være på pletten allerede kl. 18:00 eller deromkring.

Sikkerheden er vigtig. Jeg har ikke noget imod at gå i højden for at lave oversigtsbilleder, men skovlen på en teleskop-læsser eller en 8 meter stige er IKKE en brugbar platform for fotografering. Mandskabskurve, godkendte stilladser og lignende er en nødvendighed i disse tilfælde. Ja, jeg er en tøsedreng…

Se meget mere om priser og muligheder på siden om firmaprofilering.

Produktbilleder – et par gode tips

Chivas Regal 12 Years produktfoto

Produktbilleder er ofte ret “u-glamorøst”, rent fotografisk, men der er alligevel en del ting, der skal være velforberedte og gjort rigtigt for at få det optimale ud af billederne.

Specielt blanke emner (f.eks. smykker, ure, sanitet og spejle) skal være hysterisk rene og fri for støv, snavs og ridser, da det ellers vil være pinligt tydeligt i det færdige billede at man ikke har gjort sig den sidste ulejlighed for at få et godt, salgsfremmende billede.

Ligeledes vil det være en utilgivelig fejl at tage billeder af sidste års model “fordi den er alligevel næsten magen til den nye model, vi først får om tre uger” – kunderne vil opdage det, og der kan meget nemt blive ballade over forskellen.

Inden fotograferingen er det vigtigt at salgsafdelingen har lavet en liste over de produktbilleder, de har brug for, og de rekvisitter, der eventuelt skal bruges. Listen med billeder skal være meget specifik med hensyn til varens position og hvilken del af varen, der skal være i fokus (dette er specielt vigtigt under lyslængningen).

Sørg for at der er ekstra rekvisitter tilgængelige! Det er virkelig noget hø, hvis et stearinlys eller en glasskål ryger på gulvet og ødelægges midtvejs, hvorefter alle går til frokost mens en stakkels kontorassistent sendes halsende ned i byen efter en erstatning. Og kommer tilbage med den forkerte farve!

Se mere om priser og muligheder på siden om produktbilleder.

Portrætfoto – makeup og hår

Portrætfoto high-key

 

Hvis du anvender makeup er hovedreglen den samme som for tøjet: En let, næsten usynlig makeup sørger for at vi tager et portræt af dig, ikke din makeup.

På billedet ovenfor har Rikke P. selv lagt en meget diskret makeup, som – sammen med lyset – sørger for, at det er hendes øjne, der bliver det centrale i billedet.

Et rigtigt godt eksempel på, hvordan man lægger en diskret makeup kan ses i instruktionsvideoen her fra Tina Maria Hansens Youtube-kanal, eller foretag en søgning på “nude makeup” hvis engelsk ikke er noget problem (de fleste videoer er meget informative, også selv om man ikke forstår sproget).

Du har sandsynligvis læst et sted at man laver en speciel, kraftigere makeup til fotosessioner, og det er til dels sandt: Hvis man laver et billeder som skal vise makeup’en, giver man den ekstra gas, men det er IKKE tilfældet ved et portræt.

Undgå hudprodukter som giver en skinnende overflade (olie!), og brug eventuelt en concealer som matcher din hudtone, hvis du har områder af hud med f.eks. rødmen, hvide pletter eller blodsprængninger.

Pas på at du ikke bruger så store mængder hudprodukter at det danner “kager” oven på huden efter et stykker tid – det er altså de færreste som er specielt charmerende når de ligner en udtørret søbund i ansigtet…

Mange mænd vil hellere flække en arm på langs end blive set med makeup i ansigtet, men specielt hvis du har en tendens til nemt at komme til at svede lidt, kan en smule pudder sørge for at du ikke skinner som en glasbuste i panden og på næsen efter 5 minutter foran kameraet.

Håret bør være rent og luftigt, specielt hvis du har langt hår, og prøv så vidt muligt at få eventuelle genstridige lokker holdt fast med en smule hårspray eller gel, muligvis i kombination med nogle hårnåle om nødvendigt. Medbring et hårbånd eller lignende hvis du har et meget stort hår, så har vi mulighed for at give dig en hestehale hvis håret tager magten fra dit ansigt i billedet.

Skal det være helt perfekt, har jeg kontakt til en række makeup-artister som for et meget rimeligt beløb kan stå til rådighed under hele fotograferingen og hjælpe med at få et optimalt resultat.

Se mere om priser og muligheder på siden om portrætfotografering.

Portrætfoto – personlighed, tøj og farver

Portræt - inspireret af Greta Garbo

 

Valget af tøj til et portrætfoto må gerne være en lille bitte smule konservativt, afdæmpet og endelig NYSTRØGET! – og nej, det behøver ikke nødvendigvis være så konservativt som det, Julie har på i det Greta Garbo-inspirerede billede ovenfor…

Et portræt skal naturligvis være af dig, og den person, du er til daglig, men det er altså en dårlig idé at stille i en krøllet, pink tank-top og en halskæde af kæmpestore træperler i skrigende farver (ikke mindst hvis man er en mand…), så find hellere de dæmpede farver og dybe toner frem, og sørg for at tøjet er pænt og præsentabelt.

Hvide farver kan godt fungere, men da vores øjne naturligt vil søge det lyseste område i et portræt som det første, er det bedst hvis dit ansigt og dine øjne har denne rolle. Hvis I er flere personer i portrættet, er det vigtigt at I har relativ ens tøjstil og farver – ellers bliver helhedsindtrykket noget rod.

Tag et par forskellige trøjer, en habitjakke eller en bluse med, så vi let kan ændre stilen i billedet uden at skulle ud i en komplet omklædning. Jo flere strenge, vi har at spille på, jo større er chancen for at vi rammer din personlighed bedst muligt.

Hvis du er lidt kraftig, vil du måske have en tendens til at vælge noget løstsiddende tøj med farverige mønstre for at skjule bulerne og aflede opmærksomheden fra dine former.

Lad være med det – det er simpelthen det værste du kan gøre!

Der er rigtig, rigtig meget vi kan gøre med lys og posering for at få dig til at tage dig så flot ud som muligt, men hvis udgangspunktet for dit portræt er et hoved på toppen af et storblomstret tremands-telt, har vi tabt på forhånd.

En habitjakke, en relativ tætsiddende bluse eller skjorte samt et bælte – så er vi kørende. Mænd kan med fordel erstatte blusen med en polo, men ellers gælder de samme regler: Det kan godt være at din personlighed er bundet op til din hawaii-skjorte, men lad den blive hjemme lige denne dag…

Se mere om priser og muligheder på siden om portrætfotografering.

Portrætfoto – mad og drikke

P9A7896-2

Der findes et enkelt tip, som med et trylleslag kan fjerne op til 10 år fra enhver persons alder i et portræt, og det er så simpelt at det næsten forekommer som snyd:

Drik rigeligt med vand i timerne op til fotograferingen.

Dette spænder huden ud og glatter eventuelle smårynker, giver klare øjne og sørger for at du i det hele taget føler dig mere oplagt. Der kan være varmt foran et par fotolamper, og selvom du ikke sidder og sveder tran, vil du alligevel have det bedre, hvis du har et lager af væske i kroppen at tage af.

I stedet for at glatte rynkerne ud er der selvfølgelig også den mulighed at forsøge at undgå rynkerne i det hele taget, men det kræver noget mere selvdisciplin:

Undgå for meget alkohol, tobak, slik, chips og sodavand i ugen op til fotograferingen. 

Det kan godt være at hjernen synes RIGTIG godt om disse ting, men din hud kvitterer med alskens problemer: Rynker, knaster, bumser og en fedtet overflade, og selvom man kan redde mange synder i efterbehandlingen af billederne, er der altså grænser for magien. Pas på dig selv og vær god ved din krop – det er under alle omstændigheder vigtigt til dagligt, og det er i dén grad synligt på dit portræt hvis du holder synderne i skak.

Vand i passende mængder er i øvrigt ikke noget, man kun bør have fokus på op til dagen hvor man får lavet et portræt – det er i det hele taget meget gavnligt, og min påstand om de 10 år er ikke grebet helt ud af luften:

http://www.udeoghjemme.dk/artikler/mirakler/2014/juni/25-verdens-billigste-skoenhedskur.aspx

Og drenge – det her er altså ikke bare noget skønhedsfims for tøserne! I bryder jer jo heller ikke om at ligne syltede agurker på jeres portræt, vel?

Se mere om priser og muligheder på siden om portrætfotografering.

Portrætfoto – ro og hvile

_ACM4137

Det er naturligt, at vi gerne vil tage os så godt ud som overhovedet muligt på et portrætfoto, og selvom meget afhænger af fotografen (mig!), er der alligevel en hel del ting, du som “sitter” kan gøre for at få en god oplevelse og et smukt portræt ud af det.

Dette tip kan synes fuldstændig banalt, men det er alligevel noget af det vigtigste:

Sørg for at være frisk og veludhvilet på dagen for dit portrætfoto, og lad være med at stresse dig selv i timerne inden. Professionelle modeller kan til en vis grad simulere en sindsstemning, men alle vi andre dødelige er ikke så heldige: Hvis vi er trætte, uoplagte eller forjagede, vil det kunne ses i ansigt og øjne, og det vil være alt for tydeligt på dit portræt.

Hvis du ikke har mulighed for at få den fornødne hvile op til fotograferingen kan du med fordel give dig selv et kvarter med fuldstændig ro og fred umiddelbart før vi går i gang – det giver dig mulighed for at fokusere på oplevelsen og få smilet tilbage i øjnene.

Jyske Bank TV har lavet en hel serie videoer om stress, afslapning og meditation, og én af dem kan måske være relevant i dette tilfælde:

 

En tilsvarende video, men kortere og mere fokuseret på en øjeblikkelig virkning (desværre på engelsk):

 

Se mere om priser og muligheder på siden om portrætfotografering.

Portrætfoto – valg af lokation

ACM0829Der bør på forhånd ligge en plan for, hvor portrættet skal tages, hvis der er tale om billeder taget udenfor studiet – altså på en ekstern lokation som f.eks. et kontor eller lignende.

Dette sker dels for at tage højde for eventuelle udfordringer omkring pladsen (eller mangel på samme), dels for at finde passende omgivelser som ikke har distraherende elementer i baggrunden.

Lys (eller mangel på samme) er ligeledes en væsentlig faktor, og både tilstedeværelsen af vinduer, såvel som tidspunktet på dagen, betyder rigtig meget for, hvordan en lokation præsenterer sig på billeder. Et sydvendt vindue vil være en udfordring på en sommerdag, mens et nordvendt vindue giver et meget mere brugbart, ensartet lys det meste af dagen.

Husk på, at det kan blive aktuelt med flere portrætter på et senere tidspunkt (f.eks. når der ansættes nye medarbejdere, eller eksisterende medarbejdere ikke længere ligner deres portræt), så det vil som regel være en fordel at vælge en lokation med en baggrund, som ikke ændrer sig over tid.

Eksempelvis kan et vindue i baggrunden vise verden som den ser ud på den årstid, hvor et portræt bliver taget, således at nogle af portrætterne måske har en fin gul rapsmark i baggrunden, mens andre har en pløjemark med klatter af beskidt, halvsmeltet sne.

Det første kan være smukt og charmerende, men det andet…nej, ikke rigtigt.

Med en smule omtanke og de rigtige forudsætninger kan en kedelig og ikke særlig attraktiv lokation til gengæld blive rigtig flot – billedet øverst i dette indlæg er taget på en rapsmark lige ved siden af en stor landevej og en bunke fældede træstammer på en overskyet dag, men alligevel har det fået et drømmende, lækkert udtryk, som passer rigtig flot til kjolen og stylingen.

Et godt eksempel på en lokation som bliver tilpasset idé-oplægget, ikke omvendt.

Firmaprofilering – eventfotos, portrætter og lovgivning

Geografisk-have-FOF-_P9A4538

Ved fotografering i forbindelse med f.eks. produktlanceringer, kundedage, jubilæer og andre begivenheder i virksomheden (oftest samlet under fællesbetegnelsen “eventfotos“), skal man være opmærksom på at der er nogle begrænsninger for, hvilken type billeder der kan offentliggøres på internettet, uden at komme i klammeri med persondata-lovgivningen.

Hvis der er tale om et portræt i lovens forstand (f.eks. en person som fotograferes mens man håndterer et værktøj, står med en gave eller holder en tale), må billedet ikke offentliggøres på internettet uden personens samtykke.

I den forbindelse vil jeg tilråde at samtykket altid og uden undtagelse gøres skriftligt, så der ikke senere opstår misforståelser. Det er tilstrækkeligt med en simpel e-mail, så der er ikke nogen god undskyldning for senere at stå i suppedasen og være tvunget til at fjerne en stribe billeder fra hjemmeside, Facebook, LinkedIn og hvor man nu ellers har fortalt om åbent-hus arrangementet.

Lovgivningen er endnu ret uprøvet på dette område, men der er ingen tvivl om at det er bedst at holde sig til gruppebilleder og generelle stemningsbilleder, medmindre man er sikker på at kunne skaffe en skriftlig tilladelse til offentliggørelsen fra personen (eller personerne) i centrum på billedet.

Der er desuden en enkelt passus fra Datatilsynets vejledning, som det er meget vigtigt at være opmærksom på, for den vil være problematisk i forhold til rigtig mange eventfotos taget på en arbejdsplads i forbindelse med forskellige begivenheder som åbent hus, jubilæum og lignende:

“Følgende situationsbilleder vil normalt ikke kunne offentliggøres uden samtykke:

Billeder optaget af ansatte på arbejde i en privat virksomhed eller en offentlig myndighed
Billeder af kunder i en forretning, i banken, på posthuset m.v.
Besøgende på en bar, natklub, diskotek eller lignende”

Den komplette vejledning kan findes her:
http://www.datatilsynet.dk/borger/internettet/billeder-paa-internettet/

Jeg benytter en standard-formular i de tilfælde hvor I gerne vil have mulighed for at anvende eventfotos, som i lovens forstand er portrætter, og sørger meget gerne for at hjælpe med at indsamle de nødvendige tilladelser i forbindelse med fotograferingen.