Portrætfoto high-key

 

Hvis du anvender makeup er hovedreglen den samme som for tøjet: En let, næsten usynlig makeup sørger for at vi tager et portræt af dig, ikke din makeup.

På billedet ovenfor har Rikke P. selv lagt en meget diskret makeup, som – sammen med lyset – sørger for, at det er hendes øjne, der bliver det centrale i billedet.

Et rigtigt godt eksempel på, hvordan man lægger en diskret makeup kan ses i instruktionsvideoen her fra Tina Maria Hansens Youtube-kanal, eller foretag en søgning på “nude makeup” hvis engelsk ikke er noget problem (de fleste videoer er meget informative, også selv om man ikke forstår sproget).

Du har sandsynligvis læst et sted at man laver en speciel, kraftigere makeup til fotosessioner, og det er til dels sandt: Hvis man laver et billeder som skal vise makeup’en, giver man den ekstra gas, men det er IKKE tilfældet ved et portræt.

Undgå hudprodukter som giver en skinnende overflade (olie!), og brug eventuelt en concealer som matcher din hudtone, hvis du har områder af hud med f.eks. rødmen, hvide pletter eller blodsprængninger.

Pas på at du ikke bruger så store mængder hudprodukter at det danner “kager” oven på huden efter et stykker tid – det er altså de færreste som er specielt charmerende når de ligner en udtørret søbund i ansigtet…

Mange mænd vil hellere flække en arm på langs end blive set med makeup i ansigtet, men specielt hvis du har en tendens til nemt at komme til at svede lidt, kan en smule pudder sørge for at du ikke skinner som en glasbuste i panden og på næsen efter 5 minutter foran kameraet.

Håret bør være rent og luftigt, specielt hvis du har langt hår, og prøv så vidt muligt at få eventuelle genstridige lokker holdt fast med en smule hårspray eller gel, muligvis i kombination med nogle hårnåle om nødvendigt. Medbring et hårbånd eller lignende hvis du har et meget stort hår, så har vi mulighed for at give dig en hestehale hvis håret tager magten fra dit ansigt i billedet.

Skal det være helt perfekt, har jeg kontakt til en række makeup-artister som for et meget rimeligt beløb kan stå til rådighed under hele fotograferingen og hjælpe med at få et optimalt resultat.

Se mere om priser og muligheder på siden om portrætfotografering.