Wellmore A/S

_0236

Wellmore A/S og KlimaEnergi A/S i Egtved gik hele vejen, da man ikke følte at det eksisterende billedmateriale af virksomhedens spabade, badekar og infrarøde produkter kunne løfte opgaven, og de færdige produktbilleder er et rigtig godt eksempel på, hvorfor det betaler sig at gøre tingene rigtigt fra starten, og hvordan en rigtig investering kan spare  penge i den sidste ende.

Wellmore valgte – i samarbejde med mig – at bruge lidt tid og penge på at få indrettet et hjørne af deres showroom så det med et snuptag kunne laves til et improviseret studie, og det har efterfølgende vist sig at være en rigtig god idé, ikke mindst fordi man nogen gange har brug for at få relativt få produkter fotograferet og derfor helst ikke skal spilde for mange mandetimer på forberedelserne. Hurtigt og effektivt, og dermed bestemt også billigere for virksomheden på den lange bane.

“Vi føler, at vi har fået en sober og realistisk rådgivning hele vejen gennem forløbet, og vi har fået et slutprodukt leveret, som er nemt at arbejde med i dagligdagen og som præsenterer vores virksomhed og vores produkter på en rigtig god måde overfor kunderne.”

– Charlotte Pedersen, Direktør, Wellmore A/S

 

Engelhardt A/S

Fromager0511

Engelhardt A/S i Vejle leverer råvarer til en lang række bagerier og konditorer i hele landet, og har valgt at gå aktivt ind i at støtte op om bagerierne og hjælpe dem med at bevæge sig op i markedet og distancere sig fra de mange brødudsalg og lignende, der i de senere år er opstået i mange almindelige dagligvarebutikker. Én af måderne har været ved at producere brochurer med en række nye opskrifter på brød og kager som er i en helt anden liga end mange af de kendte kager som f.eks. Othello-lagkagen og citronmåner, både smagsmæssigt og rent visuelt.

“Efter en produktfotografering på egen hånd, som endte med at være for tidskrævende og ineffektiv, valgte vi at investere i en professionel produktfotografering, samtidig med at vi indgik et samarbejde med en af landets bedste konditorer om at lave en række meget smukke kager, som kunne inspirere vores professionelle kunder og forhåbentlig hjælpe dem til et bedre salg.

Billederne endte med at blive langt over forventning, og selve forløbet tog en brøkdel af den tid, vi selv ville have brugt.”

– Jørn Bank Larsen, Produktchef, Engelhardt A/S

 

Business Kolding

_ACM1909

I forlængelse af den årlige generalforsamling i slutningen af februar 2015 blev der afholdt et award-show, hvor 3 enkeltpersoner samt 6 virksomheder var nominerede til henholdsvis “Årets Erhvervstalent 2014”, “Business Koldings Designpris 2014” og “Året Virksomhed 2014”. Kort før showet blev jeg kontaktet af Business Kolding, som havde besluttet at gøre lidt mere ud af præsentationen af de nominerede, og derfor gerne ville have 10 billeder af hver af de nominerede til brug for et slideshow på en storskærm samt en trykt præsentation.

Udfordringen var, at vi på tidspunktet for henvendelsen var midt i vinterferien og i realiteten blev de 9 fotosessioner og de resulterende 90 billeder koodineret, fotograferet og færdiglavet i de tre første dage efter vinterferien og derefter sat op af Business Koldings grafiker i et lige så hæsblæsende tempo. Alting klappede, og det var en fornøjelse at se modtagelsen af præsentationerne under det flotte show.